(Estimeret læsetid: 10-12 minutter)
Min far døde af kræft i 2020.
Det er en af årsagerne til, at jeg stiller op til Folketinget.
Det har sat nogle ar i min sjæl. Og jeg har faktisk aldrig rigtig turdet sige højt, hvor ondt det gjorde, fordi jeg var bange for at fremstå svag. Men sandheden er, at det knækkede mig.
I 2020, mens store dele af landet var lukket ned, var min far døende.
På Slagelse Sygehus begyndte sundhedspersonalet at tage prøver for at finde ud af, hvad de havde med at gøre. Allerede inden for få uger stod det klart, at det så alvorligt ud. Kræften var vendt tilbage, den havde spredt sig, og prognosen var dårlig.
Den behandling, der potentielt kunne have gjort en forskel, krævede specialiseret medicin, som ikke var tilgængelig i Danmark – men som fandtes i blandt andet Tyskland.
I stedet blev vi tilbudt et palliativt forløb. Det kunne ikke redde ham, men det kunne gøre den sidste tid så skånsom som muligt. Og det er her, noget grundlæggende ikke hænger sammen.
Danmark halter efter flere af de lande, vi normalt sammenligner os med, når det gælder adgang til ny medicin, og det er særligt på kræftområdet. Det handler ikke om vores læger eller sygeplejersker, for de gør en kæmpe indsats. Det handler om systemet omkring dem.
I perioden fra 2020 til 2023 godkendte Danmark omkring 60 % af den medicin, der blev godkendt af EMA. I Tyskland var det omkring 90 %.
Og på kræftområdet er forskellen endnu større: kun cirka 27 % af lægemidlerne er fuldt tilgængelige i Danmark, mens tallet i Tyskland ligger omkring 96 %.
Min far døde af kræft i 2020.
Det er en af årsagerne til, at jeg stiller op til Folketinget.
Det har sat nogle ar i min sjæl. Og jeg har faktisk aldrig rigtig turdet sige højt, hvor ondt det gjorde, fordi jeg var bange for at fremstå svag. Men sandheden er, at det knækkede mig.
I 2020, mens store dele af landet var lukket ned, var min far døende.
På Slagelse Sygehus begyndte sundhedspersonalet at tage prøver for at finde ud af, hvad de havde med at gøre. Allerede inden for få uger stod det klart, at det så alvorligt ud. Kræften var vendt tilbage, den havde spredt sig, og prognosen var dårlig.
Den behandling, der potentielt kunne have gjort en forskel, krævede specialiseret medicin, som ikke var tilgængelig i Danmark – men som fandtes i blandt andet Tyskland.
I stedet blev vi tilbudt et palliativt forløb. Det kunne ikke redde ham, men det kunne gøre den sidste tid så skånsom som muligt. Og det er her, noget grundlæggende ikke hænger sammen.
Danmark halter efter flere af de lande, vi normalt sammenligner os med, når det gælder adgang til ny medicin, og det er særligt på kræftområdet. Det handler ikke om vores læger eller sygeplejersker, for de gør en kæmpe indsats. Det handler om systemet omkring dem.
I perioden fra 2020 til 2023 godkendte Danmark omkring 60 % af den medicin, der blev godkendt af EMA. I Tyskland var det omkring 90 %.
Og på kræftområdet er forskellen endnu større: kun cirka 27 % af lægemidlerne er fuldt tilgængelige i Danmark, mens tallet i Tyskland ligger omkring 96 %.
Det er ikke bare tal. Det er forskellen på håb og på afmagt.
18 måneder senere knækkede jeg
Hen over sommeren 2020 stod vi som familie i en virkelighed, man ikke kan forberede sig på: Skulle vi holde jul for sidste gang med min far? Eller for første gang uden ham?
Jeg gik ned med flaget. Ikke udadtil. Der gjorde jeg alt for at fremstå stærk.
Men indeni var jeg knust. Min verden væltede. Og det værste var, at jeg ikke lod nogen se det.
Jeg havde min hustru, mine børn og et godt hjem. Men min far var ved at forsvinde, og det efterlod et tomrum, jeg ikke kunne håndtere.
Jeg tillod aldrig mig selv at sørge over min fars død. Det tætteste, jeg kom på at græde, var i kirken, da jeg stod foran familie og venner og skulle holde min tale.
Det var den hårdeste kamp, jeg nogensinde har stået i:
At kæmpe for at holde tårerne tilbage, mens jeg fortsatte med at læse min farveltale op.
Mine børn var lige begyndt at blive store nok til at få et rigtigt forhold til deres farfar. Og pludselig var han væk. Han nåede aldrig at møde Alina.
I stedet for at mærke efter, arbejdede jeg mig selv i stykker. Jeg trak mig. Og til sidst brændte jeg ud.
18 måneder senere knækkede det hele, og jeg måtte søge professionel hjælp.
Det lærte mig på den hårde måde, hvad der sker, når man ikke passer på sit mentale helbred.
Tre mennesker for én pilleæske
Samtidig oplevede jeg på tæt hold, hvordan systemet fungerer i praksis.
Jeg husker tydeligt en mandag morgen, hvor en hjemmehjælper kom for at dosere medicin i en uges pilleæske. Hun gjorde sit arbejde grundigt og professionelt, og hun skrev alt ned.
Derefter kom en anden og kontrollerede det. Og bagefter endnu en for at give ham det, mens hun også udfyldte skemaer og tjekkede doseringerne.
Til sidst blev alt dokumentation for deres arbejde taget med og arkiveret.
Vi taler om fagligt uddannede mennesker, som vi har givet ansvar og tillid til at arbejde i andre menneskers hjem hos de svageste og mest syge, men som alligevel bliver de mødt af lag på lag af kontrol.
Det er ikke effektivt. Det er ikke værdigt. Og det tager tid væk fra det, der faktisk betyder noget.
Det er et system, der er vokset sig for tungt med for mange regler og kontroller.
Når indsatsen starter det forkerte sted
Min far blev erklæret terminal. Alligevel blev han tilknyttet et genoptræningsteam i hjemmet.
Bevægelse i et sygdomsforløb kan give mening. For nogle kan det lindre og skabe en smule bedre hverdag. Men det kræver, at det tager udgangspunkt i mennesket. Det gjorde det ikke her.
For min far var ikke i en fase, hvor han kunne genoptrænes. Han var i en fase, hvor han skulle have ro, lindring og værdighed. Alligevel mødte man op med øvelser.
De kom et par gange hos ham, og hver gang vred han sig i smerte. Han protesterede. Og han bad dem til sidst stoppe med at komme.
Kort efter ringede de til mig. De bad mig om at bestemme over min far og insistere på, at de skulle fortsætte genoptræningen. Jeg blev forarget og sagde fra. Det burde aldrig være min opgave at tvinge min døende far til noget, der gjorde ham ondt og ingen reel forskel gjorde.
Det er svært at forstå, hvorfor man tilbyder træning til et menneske, der er døende, som har smerter og tydeligt ikke har gavn af det, men det hele var en del af et skema som man skulle igennem, når syge ældre blev udskrevet fra en indlæggelse, uanset om de var døende.
Det føles ikke som omsorg. Det føles som et system, der gør det, det plejer uden at se det menneske, det står overfor.
Og det rejser et helt grundlæggende spørgsmål: Hvorfor bruger vi ressourcer på indsatser, der ikke hjælper?
Regler før mennesker
Han havde fået bevilget hjemmehjælp. Men hjælpen var bundet op på så mange regler, at den i praksis ikke fungerede, og den tog ikke udgangspunkt i min fars situation.
Han kunne ikke leve op til kravene fra systemet, og derfor udeblev hjælpen.
Han fik ikke gjort rent. Ikke ryddet op. Ikke lavet mad. Han fik ikke altid sin medicin. Ofte stod han uden både mad og den behandling, han havde brug for. Selv et bad blev fravalgt, og i sidste ende faldt den byrde at hjælpe ham tilbage på min hustru og mig.
Små ting blev afgørende:
Hvis noget lå på gulvet, han ikke kunne samle op, kunne der ikke gøres rent.
Hvis opvasken var for stor, blev den ikke taget.
Hvis støvsugeren ikke stod det rigtige sted, blev der ikke støvsuget.
Konsekvensen var, at et menneske i livets sidste fase blev overladt til sig selv.
En byrde, der ikke burde være vores
Min familie og jeg gjorde, hvad vi kunne.
Men vi stod med en følelse af at løfte en opgave, der aldrig burde have ligget hos os. Vi gjorde rent, lavede mad, holdt styr på medicin og forsøgte at få hverdagen til at hænge sammen. Men samtidig mistede vi det vigtigste: tiden og roen til bare at være der for ham og med ham.
Mod slutningen endte min storebror med at flytte ind hos ham for hjælpe og passe på ham. Det var hans måde at give tilbage på. Jeg forstår stadig ikke til den dag i dag, hvordan han havde modet og overskuddet til det.
Vores rolle burde have været at være hans familie og pårørende. At tale med ham. At være nærværende. Ikke at fungere som praktisk støttefunktion i et system, der ikke slog til, når der var allermest behov for det.
Et system, der ikke griber i tide
Som tiden gik, blev hans tilstand værre. Til sidst kunne han ikke engang gå på toilettet selv.
Alligevel skulle han blive i sit eget hjem, for der var tilsyneladende ingen andre muligheder.
En nat ringede han til min kone. Han havde ondt i hjertet og kunne næsten ikke tale. Jeg skyndte mig af sted, mens skyldfølelsen ramte mig, for tidligere den dag havde jeg valgt at tage hjem til min egen familie i stedet for at blive der lidt længere. Tanken om, at det kunne være sidste gang, jeg så ham, ramte hårdt.
Først dér, ved en akut indlæggelse, blev hans situation taget alvorligt. Først dér blev der skabt en løsning, da jeg stampede i gulvet. Han fik en plads på et plejecenter.
Mennesket før systemet
Det samlede forløb efterlod én gennemgående følelse: Det var uværdigt.
Uværdigt for et menneske, der hele sit liv havde klaret sig selv.
Uværdigt for en familie, der måtte træde til, hvor systemet svigtede.
Og uværdigt for et samfund, der burde kunne sikre en rolig og respektfuld afslutning på livet.
Når regler, systemer og kontrol fylder mere end mennesket, mister vi noget grundlæggende.
Vi mister værdigheden og tiden med hinanden.
Min far har altid sagt, at når han skulle dø, ønskede han, at det skete, mens han sov; uden smerter eller til last for andre. Bare en rolig og fredfuld død.
Han endte med det stikmodsatte, og han var så berørt over sin sidste tid, at han helt frem til de sidste timer af sit liv nægtede at lade sine søstre se ham og sige farvel. Jeg kunne ikke overtale ham, for han var stædig, og hans ønske var klart: De skal ikke huske mig sådan her!
Familien betalte prisen
Da vi havde begravet min far, begravede jeg mig i arbejde, indtil jeg knækkede. Min storebror blev skubbet på en anden livsbane, og vores liv begyndte at glide fra hinanden. Den person, der havde holdt sammen på en turbulent familie, forsvandt, og vi gled fra hinanden.
Jeg fik aldrig rigtigt sagt tak til min storebror for alt det, han gjorde for vores far. For selvom jeg dengang ønskede, at han havde været der mere for mig, kan jeg i dag se, at det tog alt, hvad han havde at være der for vores far. Det ramte ham hårdt, og i sidste ende kæmpede han på sin egen måde.
Afmagten og manglen på hjælp resulterede efter begravelsen i beskyldninger, der fløj på kryds og tværs af familien og smadrede stort set alle relationer. Ord kan gøre ondt, beskyldninger kan gøre det værre. I sidste ende reagerede alle på, at min far nu var væk; ham som var limen der holdte familien sammen.
Vi måtte kæmpe med alt selv. Der var absolut ingen hjælp at hente fra systemet. Og det endte med, at vores familie kom til at betale en høj pris for et system, der aldrig greb os og støttede os i den svære tid.
Når systemet ikke er designet til at hjælpe, har det konsekvenser. Det ved jeg i dag, men dengang kunne jeg ikke se det.
Fra afmagt til handling
Det var også derfor, at jeg i efteråret 2025 reagerede, da Mette Frederiksen talte om, hvor godt vores sundhedsvæsen, skole og ældrepleje fungerer. For det var ikke det, jeg havde oplevet.
Jeg havde set, hvordan bureaukrati, kontrol og stive systemer gjorde livet sværere, og ikke lettere, for mennesker, der allerede stod i en svær situation.
Lige der i det øjeblik besluttede jeg at stille op til Folketinget, for hvis man vil ændre noget, skal man være villig til selv at gøre det.
Mindre system og mere menneske
Jeg deler min historie for at andre kan finde trøst i ikke at være alene, når systemet svigter. Kun ved at sige det højt kan vi adressere problemet og få løst det sammen.
Jeg håber, at jeg er den eneste, der har oplevet det her. Men det frygter jeg, at jeg ikke er. Jeg har hørt en del skrækhistorier på vælgermøder om, hvordan systemet svigter borgerne hver evig eneste dag.
Det er derfor, jeg stiller op.
Ikke fordi jeg drømmer om en politisk karriere – faktisk havde jeg fint kunnet leve videre uden. Men fordi jeg mener, der er brug for nogen, der tør sige tingene, som de er og som vil gøre noget ved det.
Vi har brug for et system, der tager udgangspunkt i mennesker. Ikke det modsatte.
Mindre bureaukrati.
Mere tillid.
Mere fokus på løsninger, der virker i virkeligheden.
Et valg om retning
Jeg bliver aldrig en klassisk politiker. Det ligger ikke i mit DNA.
Jeg er direkte. Jeg er firkantet. Og jeg går mere op i at skabe reelle forbedringer end i at passe ind i et politisk spil.
Men jeg mener også, at vi har brug for flere, der tager deres mandat alvorligt, og som ikke er bange for at udfordre systemet, selv hvis det koster popularitet.
Se ikke det her som rød mod blå. Se det som et valg om retning.
Om vi vil fortsætte, som vi plejer – eller om vi tør gøre noget andet.
Hvis jeg bliver valgt, vil jeg være tilgængelig.
På mail. På telefon. På beskeder. På gaden, når jeg er ude.
For politik handler ikke om politikere. Det handler om mennesker.
Hvis du vil have en, der kæmper for, at systemet skal passe til borgerne, så håber jeg på din stemme.
Hen over sommeren 2020 stod vi som familie i en virkelighed, man ikke kan forberede sig på: Skulle vi holde jul for sidste gang med min far? Eller for første gang uden ham?
Jeg gik ned med flaget. Ikke udadtil. Der gjorde jeg alt for at fremstå stærk.
Men indeni var jeg knust. Min verden væltede. Og det værste var, at jeg ikke lod nogen se det.
Jeg havde min hustru, mine børn og et godt hjem. Men min far var ved at forsvinde, og det efterlod et tomrum, jeg ikke kunne håndtere.
Jeg tillod aldrig mig selv at sørge over min fars død. Det tætteste, jeg kom på at græde, var i kirken, da jeg stod foran familie og venner og skulle holde min tale.
Det var den hårdeste kamp, jeg nogensinde har stået i:
At kæmpe for at holde tårerne tilbage, mens jeg fortsatte med at læse min farveltale op.
Mine børn var lige begyndt at blive store nok til at få et rigtigt forhold til deres farfar. Og pludselig var han væk. Han nåede aldrig at møde Alina.
I stedet for at mærke efter, arbejdede jeg mig selv i stykker. Jeg trak mig. Og til sidst brændte jeg ud.
18 måneder senere knækkede det hele, og jeg måtte søge professionel hjælp.
Det lærte mig på den hårde måde, hvad der sker, når man ikke passer på sit mentale helbred.
Tre mennesker for én pilleæske
Samtidig oplevede jeg på tæt hold, hvordan systemet fungerer i praksis.
Jeg husker tydeligt en mandag morgen, hvor en hjemmehjælper kom for at dosere medicin i en uges pilleæske. Hun gjorde sit arbejde grundigt og professionelt, og hun skrev alt ned.
Derefter kom en anden og kontrollerede det. Og bagefter endnu en for at give ham det, mens hun også udfyldte skemaer og tjekkede doseringerne.
Til sidst blev alt dokumentation for deres arbejde taget med og arkiveret.
Vi taler om fagligt uddannede mennesker, som vi har givet ansvar og tillid til at arbejde i andre menneskers hjem hos de svageste og mest syge, men som alligevel bliver de mødt af lag på lag af kontrol.
Det er ikke effektivt. Det er ikke værdigt. Og det tager tid væk fra det, der faktisk betyder noget.
Det er et system, der er vokset sig for tungt med for mange regler og kontroller.
Når indsatsen starter det forkerte sted
Min far blev erklæret terminal. Alligevel blev han tilknyttet et genoptræningsteam i hjemmet.
Bevægelse i et sygdomsforløb kan give mening. For nogle kan det lindre og skabe en smule bedre hverdag. Men det kræver, at det tager udgangspunkt i mennesket. Det gjorde det ikke her.
For min far var ikke i en fase, hvor han kunne genoptrænes. Han var i en fase, hvor han skulle have ro, lindring og værdighed. Alligevel mødte man op med øvelser.
De kom et par gange hos ham, og hver gang vred han sig i smerte. Han protesterede. Og han bad dem til sidst stoppe med at komme.
Kort efter ringede de til mig. De bad mig om at bestemme over min far og insistere på, at de skulle fortsætte genoptræningen. Jeg blev forarget og sagde fra. Det burde aldrig være min opgave at tvinge min døende far til noget, der gjorde ham ondt og ingen reel forskel gjorde.
Det er svært at forstå, hvorfor man tilbyder træning til et menneske, der er døende, som har smerter og tydeligt ikke har gavn af det, men det hele var en del af et skema som man skulle igennem, når syge ældre blev udskrevet fra en indlæggelse, uanset om de var døende.
Det føles ikke som omsorg. Det føles som et system, der gør det, det plejer uden at se det menneske, det står overfor.
Og det rejser et helt grundlæggende spørgsmål: Hvorfor bruger vi ressourcer på indsatser, der ikke hjælper?
Regler før mennesker
Han havde fået bevilget hjemmehjælp. Men hjælpen var bundet op på så mange regler, at den i praksis ikke fungerede, og den tog ikke udgangspunkt i min fars situation.
Han kunne ikke leve op til kravene fra systemet, og derfor udeblev hjælpen.
Han fik ikke gjort rent. Ikke ryddet op. Ikke lavet mad. Han fik ikke altid sin medicin. Ofte stod han uden både mad og den behandling, han havde brug for. Selv et bad blev fravalgt, og i sidste ende faldt den byrde at hjælpe ham tilbage på min hustru og mig.
Små ting blev afgørende:
Hvis noget lå på gulvet, han ikke kunne samle op, kunne der ikke gøres rent.
Hvis opvasken var for stor, blev den ikke taget.
Hvis støvsugeren ikke stod det rigtige sted, blev der ikke støvsuget.
Konsekvensen var, at et menneske i livets sidste fase blev overladt til sig selv.
En byrde, der ikke burde være vores
Min familie og jeg gjorde, hvad vi kunne.
Men vi stod med en følelse af at løfte en opgave, der aldrig burde have ligget hos os. Vi gjorde rent, lavede mad, holdt styr på medicin og forsøgte at få hverdagen til at hænge sammen. Men samtidig mistede vi det vigtigste: tiden og roen til bare at være der for ham og med ham.
Mod slutningen endte min storebror med at flytte ind hos ham for hjælpe og passe på ham. Det var hans måde at give tilbage på. Jeg forstår stadig ikke til den dag i dag, hvordan han havde modet og overskuddet til det.
Vores rolle burde have været at være hans familie og pårørende. At tale med ham. At være nærværende. Ikke at fungere som praktisk støttefunktion i et system, der ikke slog til, når der var allermest behov for det.
Et system, der ikke griber i tide
Som tiden gik, blev hans tilstand værre. Til sidst kunne han ikke engang gå på toilettet selv.
Alligevel skulle han blive i sit eget hjem, for der var tilsyneladende ingen andre muligheder.
En nat ringede han til min kone. Han havde ondt i hjertet og kunne næsten ikke tale. Jeg skyndte mig af sted, mens skyldfølelsen ramte mig, for tidligere den dag havde jeg valgt at tage hjem til min egen familie i stedet for at blive der lidt længere. Tanken om, at det kunne være sidste gang, jeg så ham, ramte hårdt.
Først dér, ved en akut indlæggelse, blev hans situation taget alvorligt. Først dér blev der skabt en løsning, da jeg stampede i gulvet. Han fik en plads på et plejecenter.
Mennesket før systemet
Det samlede forløb efterlod én gennemgående følelse: Det var uværdigt.
Uværdigt for et menneske, der hele sit liv havde klaret sig selv.
Uværdigt for en familie, der måtte træde til, hvor systemet svigtede.
Og uværdigt for et samfund, der burde kunne sikre en rolig og respektfuld afslutning på livet.
Når regler, systemer og kontrol fylder mere end mennesket, mister vi noget grundlæggende.
Vi mister værdigheden og tiden med hinanden.
Min far har altid sagt, at når han skulle dø, ønskede han, at det skete, mens han sov; uden smerter eller til last for andre. Bare en rolig og fredfuld død.
Han endte med det stikmodsatte, og han var så berørt over sin sidste tid, at han helt frem til de sidste timer af sit liv nægtede at lade sine søstre se ham og sige farvel. Jeg kunne ikke overtale ham, for han var stædig, og hans ønske var klart: De skal ikke huske mig sådan her!
Familien betalte prisen
Da vi havde begravet min far, begravede jeg mig i arbejde, indtil jeg knækkede. Min storebror blev skubbet på en anden livsbane, og vores liv begyndte at glide fra hinanden. Den person, der havde holdt sammen på en turbulent familie, forsvandt, og vi gled fra hinanden.
Jeg fik aldrig rigtigt sagt tak til min storebror for alt det, han gjorde for vores far. For selvom jeg dengang ønskede, at han havde været der mere for mig, kan jeg i dag se, at det tog alt, hvad han havde at være der for vores far. Det ramte ham hårdt, og i sidste ende kæmpede han på sin egen måde.
Afmagten og manglen på hjælp resulterede efter begravelsen i beskyldninger, der fløj på kryds og tværs af familien og smadrede stort set alle relationer. Ord kan gøre ondt, beskyldninger kan gøre det værre. I sidste ende reagerede alle på, at min far nu var væk; ham som var limen der holdte familien sammen.
Vi måtte kæmpe med alt selv. Der var absolut ingen hjælp at hente fra systemet. Og det endte med, at vores familie kom til at betale en høj pris for et system, der aldrig greb os og støttede os i den svære tid.
Når systemet ikke er designet til at hjælpe, har det konsekvenser. Det ved jeg i dag, men dengang kunne jeg ikke se det.
Fra afmagt til handling
Det var også derfor, at jeg i efteråret 2025 reagerede, da Mette Frederiksen talte om, hvor godt vores sundhedsvæsen, skole og ældrepleje fungerer. For det var ikke det, jeg havde oplevet.
Jeg havde set, hvordan bureaukrati, kontrol og stive systemer gjorde livet sværere, og ikke lettere, for mennesker, der allerede stod i en svær situation.
Lige der i det øjeblik besluttede jeg at stille op til Folketinget, for hvis man vil ændre noget, skal man være villig til selv at gøre det.
Mindre system og mere menneske
Jeg deler min historie for at andre kan finde trøst i ikke at være alene, når systemet svigter. Kun ved at sige det højt kan vi adressere problemet og få løst det sammen.
Jeg håber, at jeg er den eneste, der har oplevet det her. Men det frygter jeg, at jeg ikke er. Jeg har hørt en del skrækhistorier på vælgermøder om, hvordan systemet svigter borgerne hver evig eneste dag.
Det er derfor, jeg stiller op.
Ikke fordi jeg drømmer om en politisk karriere – faktisk havde jeg fint kunnet leve videre uden. Men fordi jeg mener, der er brug for nogen, der tør sige tingene, som de er og som vil gøre noget ved det.
Vi har brug for et system, der tager udgangspunkt i mennesker. Ikke det modsatte.
Mindre bureaukrati.
Mere tillid.
Mere fokus på løsninger, der virker i virkeligheden.
Et valg om retning
Jeg bliver aldrig en klassisk politiker. Det ligger ikke i mit DNA.
Jeg er direkte. Jeg er firkantet. Og jeg går mere op i at skabe reelle forbedringer end i at passe ind i et politisk spil.
Men jeg mener også, at vi har brug for flere, der tager deres mandat alvorligt, og som ikke er bange for at udfordre systemet, selv hvis det koster popularitet.
Se ikke det her som rød mod blå. Se det som et valg om retning.
Om vi vil fortsætte, som vi plejer – eller om vi tør gøre noget andet.
Hvis jeg bliver valgt, vil jeg være tilgængelig.
På mail. På telefon. På beskeder. På gaden, når jeg er ude.
For politik handler ikke om politikere. Det handler om mennesker.
Hvis du vil have en, der kæmper for, at systemet skal passe til borgerne, så håber jeg på din stemme.